Facebook konkurrenceregler: Guide til lovlige konkurrencer i 2021

Astrid Dam Schiøller
Mit navn er Astrid. Jeg er Cand.Public og opererer som Marketing Manager & Content Lead hos Make Influence.

Del dette:

Facebook konkurrenceregler: Konkurrencer på Facebook og Instagram kan være glimrende marketing-strategier

Du får promoveret et bestemt produkt og får samtidig skabt masser af positiv opmærksomhed og engagement omkring dit post — der yderligere styrker dit overordnede brand.

Er det på tide, at du får inkluderet Facebook- og Instagram-konkurrencer som en del af din markedsføring?

Så skal du i hvert fald først have styr på det med småt — læs med i dette blogindlæg og få oplysninger om Facebook konkurrenceregler i 2021

Der vil også være inspiration til din næste succesfulde sociale medie-konkurrence.

Du bliver præsenteret for følgende emner: 

  • Kort og godt: Sådan overholder du Facebook konkurrenceregler
  • Hvad siger Facebook konkurrenceregler ellers?
  • Hvad sker der, hvis jeg ikke følger konkurrencereglerne?
  • Inspiration: 4 slags lovlige Facebook konkurrencer med højt engagement

 

Kort og godt: Sådan overholder du Facebook konkurrenceregler

Her er en tjekliste, du kan kigge igennem for lovlige og ulovlige forhold i en Facebook konkurrence.

Du må IKKE kræve, at personer:

  • Deler din side for at deltage
  • Deler dine opslag for at deltage
  • “Synes godt om” din side for at deltage
  • Tagger sig selv eller venner i et opslag på din side for at deltage

Det sidste punkt er ellers meget udbredt på sociale medier — men tænk dig om. Det er faktisk imod Facebooks konkurrenceregler at påkræve tagging af venner. 

Personer må naturligvis gerne tagge, dele og like dine opslag — det skal bare ikke være et krav fra din side af, for at de kan deltage i din konkurrence. 

Men du må gerne kræve, at personer:

  • “Synes godt om” et opslag på din side for at deltage
  • Kommenterer et opslag for at deltage 
  • Laver et opslag på din side for at deltage
  • Sender en besked til din side for at deltage

 

Hvad siger Facebook konkurrenceregler ellers?

Hvis du vil afholde en konkurrence på Facebook, er du også ansvarlig for at overholde følgende punkter:

  • Du skal overholde den danske markedsføringslov. Kommer din konkurrence til også at foregå i andre lande, skal din konkurrence ligeledes overholde deres specifikke love for markedsføring. 
  • Vilkår og betingelser for deltagelse skal fremgå klart (fx skal det tydeligt fremgå, at personer under 18 ikke må deltage — eller kun personer bosat i Danmark må deltage).
  • Registrering og indhentning af alle nødvendige tilladelser for både afholdelse af konkurrence og udlodning af præmier
  • Du skal gøre det meget klart, at Facebook på ingen måde har noget at gøre med din konkurrence — en fuldstændig afståelse, som det også hedder. Derudover skal du gøre det klart, at din konkurrence ikke er sponsoreret, støttet, administreret af eller forbundet med Facebook.

Hvis du er interesseret i at læse Facebooks konkurrenceregler sort på hvidt, kan du finde dem her under punkt 3 “Promoveringer på sider, i grupper og i begivenheder”. 

Facebook konkurrenceregler

Hvad sker der, hvis jeg ikke følger konkurrencereglerne?

Hvis du opretter en ulovlig konkurrence på Facebook, vil du få opslaget slettet. 

Hvis du gentagne gange bryder med Facebooks konkurrenceregler, kan Facebook vælge at suspendere adgang til din konto. I slemme tilfælde kan du også risikere at blive permanent bandlyst. 

Reglerne er til for at sikre en god oplevelse på Facebook — og irriterende “del for at deltage” konkurrencer er netop det modsatte af en god oplevelse. 

Derfor gør du klogt i at følge reglerne og sikre den gode oplevelse på Facebook. 


Inspiration: 3 slags lovlige Facebook konkurrencer med højt engagement

“Synes godt om” for at deltage i konkurrencen

Her fungerer hvert like på konkurrence-opslaget som et lod. Det er en af de mest udbredte konkurrencer, da den er meget nem at oprette og administrere. Vinderen udvælges tilfældigt blandt de forskellige likes. 

Kommentér for at deltage i konkurrencen

Så længe du ikke beder om tags, kan du godt stadig bede om kommentarer som krav for deltagelse. Og husk, at kommentarer i udgangspunktet er en bedre form for engagement end likes. Her udvælges vinderen også tilfældigt blandt de forskellige kommentarer.

Lav et kreativt caption for at deltage i konkurrencen 

Med caption menes der den tekst, der typisk følger med billeder på sociale medier. Med denne konkurrence får du engageret brugere til at tænke kreativt om dit produkt — og i bedste fald kan du bruge denne kreativitet videre i din egen marketing. Du kan udvælge vinderen baseret på bedste caption (afgjort af enten dig selv eller et dommerpanel). Eller du kan udvælge vinderen tilfældigt blandt de mange deltagere.

En fjerde konkurrence-mulighed er en blanding af de tre ovenstående typer. Fx like og kommentér opslaget for at deltage i konkurrencen.

Del dette post:
Skriv en kommentar
Tilmeld dig vores blog

Tilmeld dig vores blog og få en e-mail hver gang vi poster nye blogindlæg omhandlende influencers og influencer marketing.