Hvad sker der med en creators brand-aftaler og brugsrettigheder, når vedkommende dør?

Tre forskellige spørgsmål, der let blandes sammen

Når en creator dør, rejser det i praksis tre adskilte spørgsmål, som hver har sit eget svar: Hvad sker der med ophavsretten til det indhold, creatoren allerede har skabt? Hvad sker der med en igangværende aftale om indhold, der endnu ikke er leveret? Og hvad sker der med de brugsrettigheder, et brand allerede har betalt for og modtaget? Det er netop forvekslingen mellem disse tre spørgsmål, der skaber usikkerhed. Emnet er distinkt fra hvad der sker, når brandet går konkurs (en økonomisk begivenhed hos modparten) og fra hvad der sker, når en creator sælger eller forlader sin kanal (en frivillig disposition) — dødsfald er hverken en økonomisk begivenhed eller en frivillig handling, og det giver et andet juridisk udgangspunkt.

Dette er generel juridisk orientering baseret på ophavsretsloven og almindelige principper i dansk aftale- og arveret, ikke individuel rådgivning til en konkret sag. Ved et reelt dødsfald midt i et samarbejde er en advokat eller boets bobestyrer den rigtige næste kontakt.

Ophavsretten går i arv som enhver anden formuerettighed

Ophavsret er en formuerettighed, og som udgangspunkt gælder de almindelige arveregler for den ligesom for creatorens øvrige aktiver — retten tilfalder boet og går videre til arvingerne, medmindre andet følger af testamente. Beskyttelsen ophører ikke ved dødsfaldet: efter ophavsretsloven § 63 varer ophavsretten til et værk, "indtil 70 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår". Det betyder, at arvingerne i praksis overtager retten til at bestemme over økonomisk udnyttelse af den afdødes indhold — billeder, videoer, tekst — i op til 70 år efter dødsåret, på samme måde som de overtager retten til enhver anden formueværdi i boet.

De ideelle rettigheder er en delvis undtagelse

Ved siden af den økonomiske ophavsret har en ophavsmand såkaldte ideelle rettigheder efter ophavsretsloven § 3: retten til at blive navngivet i overensstemmelse med god skik (§ 3, stk. 1), og retten til at værket ikke ændres eller gøres tilgængeligt på en måde, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart (§ 3, stk. 2). Denne ret kan ophavsmanden ikke give afkald på, ud over en afgrænset brug efter art og omfang (§ 3, stk. 3). Ifølge Dansk Forfatterforenings egen juridiske vejledning kan en krænkelse af § 3 efter ophavsmandens død påtales ikke kun af den arving, der overtager den økonomiske ophavsret, men også specifikt af den afdødes ægtefælle, livsarvinger i lige linje eller søskende — og ved krænkelser, der må anses for kulturelt set særligt grove, også af det offentlige. Med andre ord: retten til at værne om indholdets integritet og korrekte kreditering rækker efter dødsfaldet videre end den økonomiske arv alene.

Hvad sker der med en igangværende, endnu ikke leveret aftale?

Her bliver konsekvensen af dødsfaldet ofte anderledes, end mange forventer. Som gennemgået i artiklen om, hvad der sker, når en creator sælger eller forlader sin kanal, er en creators ydelse i en brand-aftale typisk en ydelse af personlig karakter — brandet betalte for netop denne persons stemme, tillid og relation til sit publikum, ikke for "indhold fra en konto". Et grundlæggende princip i obligationsretten er, at en sådan personlig ydelse som udgangspunkt kun kan opfyldes af skyldneren selv, medmindre andet er aftalt. Når skyldneren dør, kan hverken boet eller arvingerne reelt træde i den afdødes sted og levere den resterende, endnu ikke leverede del af aftalen — de kan ikke poste, optage eller optræde som den afdøde. Den ubetalte, endnu ikke opfyldte del af aftalen bortfalder derfor som udgangspunkt, medmindre kontrakten selv har taget stilling til situationen (for eksempel ved at give brandet ret til at få pengene tilbage for uleveret arbejde, eller ved at lade en navngiven medarbejder eller et bagvedliggende selskab overtage leverancen).

Opererede creatoren gennem et selskab (typisk et ApS), ophører selskabet ikke automatisk ved indehaverens død — selskabet er en selvstændig juridisk person, og anparterne indgår i boet som enhver anden formueværdi. Men det løser ikke nødvendigvis det personlige element: hvis brandet konkret har betalt for denne specifikke persons medvirken, ikke blot for "indhold fra selskabet", kan selve leverancen stadig være umulig at opfylde meningsfuldt gennem en anden person hos selskabet, medmindre kontrakten udtrykkeligt åbner for det.

Hvad sker der med brugsrettigheder, brandet allerede har betalt for?

Et separat spørgsmål: hvad med de brugsrettigheder, brandet allerede har fået og betalt for til allerede leveret og publiceret indhold? Her gælder samme grundlæggende logik, som beskrives i artiklen om, hvad der sker, når brandet går konkurs: en allerede givet og opfyldt tilladelse bortfalder ikke automatisk, blot fordi rettighedshaveren senere dør. Ophavsretten går i arv til boet/arvingerne, som dermed indtræder i den afdødes sted som rettighedshaver — men de overtager retten, som den var, herunder de brugsrettigheder, den afdøde allerede gyldigt havde givet fra sig. Et brand, der har downloadet og betalt for materiale inden for en aftalt brugsretsperiode, mister derfor som udgangspunkt ikke retten til at blive ved med at bruge det, selvom creatoren dør midt i perioden — se også hvilke brugsrettigheder du beholder, hvis en influencer sletter sit indhold for den beslægtede pointe om, at en juridisk brugsret og en teknisk afhængighed af, at noget stadig findes live, er to forskellige ting.

Tre situationer, der ligner hinanden, men ikke er det samme

Beslutningsramme

Regneeksempel (hypotetisk)

Tallene nedenfor er et opdigtet eksempel til at illustrere pointen — ikke en reel kundesag.

Et brand har en 6-måneders ambassadøraftale med en influencer til 90.000 kr. i alt — 15.000 kr./måned mod tre opslag om måneden, betalt løbende efter hver måneds leverance. Efter tre måneder (45.000 kr. udbetalt for ni leverede opslag, alle downloadet som råfiler) dør influenceren uventet. Brandet beholder brugsretten til de ni allerede leverede og betalte opslag og kan fortsætte med at bruge dem i egne kanaler og annoncer, som aftalt. De resterende tre måneder og ni opslag — til en værdi af 45.000 kr. — kan boet eller arvingerne ikke levere, fordi ydelsen var personlig. Den del af aftalen bortfalder, og brandet skylder ikke yderligere betaling for indhold, der aldrig bliver leveret. Havde kontrakten i stedet indeholdt en klausul om, hvad der skulle ske ved dødsfald — for eksempel at et allerede reserveret, ikke-udbetalt beløb for den kommende måned skulle gå tilbage til brandet, eller at en samarbejdspartner kunne overtage en afgrænset del af leverancen — havde begge parter haft klarhed på forhånd i stedet for at skulle afklare det undervejs.

Almindelige fejl

• At antage, at en kontrakt automatisk binder boet eller arvingerne til at blive ved med at levere. Uden en udtrykkelig klausul gælder hovedreglen om personlig ydelse, ikke kontraktens generelle ordlyd om leverancer.
• At blande allerede leveret indhold sammen med det, der endnu mangler. Det er to forskellige spørgsmål med hver sit svar — det ene overlever dødsfaldet, det andet gør som udgangspunkt ikke.
• At tro, at adgangen til en social medie-konto følger samme regler som ophavsretten. Selve kontoadgangen er et separat, platformsspecifikt spørgsmål reguleret af platformens egne vilkår, ikke af ophavsretsloven — det ligger uden for denne artikels emne og bør afklares direkte med platformen.
• Aldrig at have taget stilling til spørgsmålet i kontrakten. De færreste influencer-aftaler nævner dødsfald overhovedet, hvilket efterlader begge parter uden en aftalt løsning, hvis det sker.

Make Influence-perspektiv

Vi har hos Make Influence ikke selv oplevet en creator dø midt i et samarbejde — det er heldigvis sjældent. Men netop fordi det er sjældent, er det også et af de klareste eksempler på et hul i standardkontrakter: de fleste aftaler regulerer misligholdelse, opsigelse og force majeure grundigt, men tager sjældent stilling til, hvad der konkret skal ske med en resterende, ubetalt del af leverancen, hvis samarbejdspartneren dør. Vores anbefaling er at tage stilling til det samme sted, som man allerede tager stilling til opsigelse og betaling for delvist udført arbejde — se Det skal en influencer-kontrakt indeholde for resten af kontraktens grundlæggende byggesten. Dette er vores operationelle erfaring, ikke en generel juridisk regel.

Ofte stillede spørgsmål

Kan boet eller en arving fortsætte med at poste på creatorens konto efter dødsfaldet?

Ophavsretsloven tager ikke stilling til selve kontoadgangen — det er et separat, platformsspecifikt spørgsmål. Selv hvis en arving teknisk kunne logge ind, ændrer det ikke ved, at brandets aftale typisk var en personlig ydelse med netop den afdøde, som normalt ikke kan opfyldes videre af en anden person, medmindre kontrakten udtrykkeligt tillader det.

Overtager arvingerne automatisk retten til at opkræve ubetalte honorarer?

Ja. Et ubetalt honorar for allerede leveret arbejde er et almindeligt tilgodehavende, der indgår i boet ligesom enhver anden fordring, og arvingerne kan kræve det betalt.

Kan et brand kræve penge tilbage for indhold, der ikke nåede at blive leveret?

Det afhænger af, hvordan aftalen var struktureret. Er betalingen sket løbende efter leverance (som i regneeksemplet ovenfor), er der typisk ikke noget at kræve tilbage, fordi der ikke er betalt for det uleverede. Er der derimod betalt forud for indhold, der aldrig blev leveret, er det juridisk mere usikkert og bør vurderes konkret af en advokat eller over for boet.

Gælder det samme, hvis creatoren opererede gennem et ApS?

Delvist anderledes. Selskabet ophører ikke automatisk ved indehaverens død — det er en selvstændig juridisk person. Men hvis brandet konkret betalte for denne specifikke persons medvirken, ikke bare for indhold fra selskabet, kan det personlige element i ydelsen stadig gøre den resterende leverance umulig at opfylde gennem en anden person i selskabet.

Hvor længe er indholdet beskyttet af ophavsret efter dødsfaldet?

70 år efter udgangen af creatorens dødsår, jf. ophavsretsloven § 63 — præcis samme beskyttelsesperiode som for andre værker.

Kan et brand frit redigere eller genbruge gamle klip, som det vil, efter creatorens død?

Nej. De ideelle rettigheder efter § 3 — retten til korrekt kreditering og til, at værket ikke ændres på en krænkende måde — kan ikke fraskrives og består efter dødsfaldet. Overtrædelser kan påtales af arvingen, den afdødes ægtefælle, livsarvinger eller søskende.