Lovvalg og tvisteløsningsklausuler i influencer-kontrakter: Mediation, voldgift eller danske domstole?

En influencer-kontrakt uden en lovvalgs- og tvisteløsningsklausul er ikke en kontrakt uden regler — den er en kontrakt, der overlader reglerne til lovgivningens standardløsning. Den standardløsning er sjældent den, et dansk brand ville have valgt selv, hvis de var blevet spurgt: den peger ofte på creatorens hjemland, ikke jeres eget, og den giver jer hverken fortrolighed, hurtighed eller en dom, der automatisk kan håndhæves i udlandet. En eksplicit klausul erstatter den gætteleg med et bevidst valg.

Dette er praktisk vejledning fra Make Influence, ikke juridisk rådgivning. Brug artiklen som en ramme for, hvad klausulen skal tage stilling til — få selve formuleringen gennemgået af en advokat, særligt hvis samarbejdet krydser landegrænser eller involverer betydelige beløb.

Tre forskellige spørgsmål, ikke ét

Det skal en influencer-kontrakt indeholde nævner "lovvalg og fortrolighed" som én linje i tjeklisten. I praksis dækker den linje tre selvstændige spørgsmål, der hver kan besvares forskelligt:

• Lovvalg (governing law) — hvilket lands materielle ret bruges til at fortolke kontrakten, hvis parterne er uenige om, hvad et vilkår betyder?
• Værneting/jurisdiktion — hvilket lands domstole (eller hvilken institution) har kompetence til at behandle sagen?
• Tvisteløsningsform — skal en uenighed afgøres ved en almindelig domstol, ved voldgift, eller først forsøges løst ved mediation?

Alle tre kan pege forskellige steder hen, selv i samme kontrakt. En klausul, der kun siger "dansk ret gælder", har taget stilling til det første spørgsmål — men ikke til, hvor sagen skal anlægges, eller om den skal for en domstol overhovedet.

Hvad sker der, hvis kontrakten er tavs?

Lovvalg uden klausul: Rom-konventionen, ikke Rom I-forordningen

De fleste EU-lande bruger i dag Rom I-forordningen (593/2008) til at afgøre, hvilket lands lov der gælder, når parterne ikke selv har aftalt det. Danmark er ikke omfattet af Rom I-forordningen — landets retsforbehold på det civilretlige samarbejdsområde betyder, at Danmark i stedet fortsat anvender den ældre Rom-konvention af 1980, indført i dansk ret ved lov nr. 188 af 9. maj 1984. En folkeafstemning i december 2015 om at konvertere retsforbeholdet til en tilvalgsordning blev forkastet, så denne forskel består.

Rom-konventionens udgangspunkt ligner Rom I-forordningens, men er en formodningsregel snarere end en fast kategori: uden et aftalt lovvalg gælder loven i det land, som aftalen har den nærmeste tilknytning til — og denne tilknytning formodes at ligge hos den part, der udfører aftalens "karakteristiske ydelse". For en influencer-kontrakt er den karakteristiske ydelse indholdsproduktionen — altså creatorens ydelse, ikke brandets betaling. I praksis betyder det: uden en lovvalgsklausul vil et dansk brands aftale med en tysk influencer som udgangspunkt blive bedømt efter tysk ret, ikke dansk — modsat hvad de fleste danske brands intuitivt ville antage.

Værneting uden klausul: retsplejelovens hjemting-regel

Retsplejelovens § 235 fastslår hovedreglen: en sag anlægges ved sagsøgtes hjemting — altså den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl eller, for en virksomhed efter § 238, hvor hovedkontoret ligger. Sagsøger en dansk influencer et brand i udlandet, er det som udgangspunkt brandets eget land, sagen skal føres i — ikke Danmark.

Inden for EU er billedet mere nuanceret, fordi Danmark — modsat sit forbehold på lovvalgsområdet — har valgt at deltage i EU's regler om værneting og anerkendelse af domme. Via en parallelaftale mellem EU og Danmark fra 2005 gælder Bruxelles I-reglerne (og senere "recast"-udgaven) reelt også for Danmark. Det betyder, at en dom afsagt af en dansk domstol som udgangspunkt anerkendes og kan fuldbyrdes direkte i et andet EU-land uden en selvstændig fuldbyrdelsesprocedure. Uden for EU — eksempelvis over for en amerikansk eller britisk creator efter Brexit — findes ingen tilsvarende automatik: en dansk dom skal som udgangspunkt selvstændigt anerkendes efter modtagerlandets egne regler, hvilket langtfra altid sker automatisk.

Domstol, voldgift eller mediation — sammenligning

Hvorfor voldgift ofte vælges i internationale aftaler

Voldgift i Danmark er reguleret af voldgiftsloven (lov nr. 553 af 24. juni 2005), som er baseret på FN's UNCITRAL-modellov og dermed bygger på en internationalt genkendelig standard. Danmark tiltrådte New York-konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser i 1972, og danske domstole er efter denne konventions egne kilder ikke tilbageholdende med at håndhæve en voldgiftskendelse fra et andet konventionsland, medmindre kendelsen strider mod grundlæggende dansk retsorden (ordre public).

Det praktiske argument for voldgift handler sjældent om, at voldgift generelt er "bedre" end domstolene — for en rent dansk aftale mellem et dansk brand og en dansk influencer er de almindelige domstole ofte det enkleste og billigste valg. Argumentet for voldgift styrkes specifikt, når mindst ét af tre forhold gør sig gældende: samarbejdet krydser en landegrænse (og især en grænse til et land uden for EU, hvor en dansk doms håndhævelse er usikker), parterne ønsker fortrolighed om selve tvistens eksistens eller indhold (fx omkring et honorars størrelse), eller sagen kræver en afgørelse, der ikke kan ankes videre gennem flere retsinstanser.

Voldgiftsinstituttet — Danmarks etablerede voldgiftsinstitution — tilbyder ud over almindelig voldgift også forenklet og express-voldgift for mindre eller mere hastende sager, samt egne mediationsregler for parter, der først vil forsøge et forlig. Ifølge Voldgiftsinstituttets egne, offentliggjorte takster (hentet 2026-08-25) betales et fast registrerings- og administrationsgebyr på 9.700 kr. (EUR 1.300) uanset sagens værdi, plus et voldgiftsdommerhonorar, der afhænger af sagens kompleksitet: 10.000–15.000 kr. ved én voldgiftsdommer, og 30.000–35.000 kr. ved et tremandspanel.

Hvad klausulen konkret bør indeholde

• Lovvalg — navngiv landet direkte ("Denne aftale er underlagt dansk ret"), ikke blot "gældende lovgivning".
• Tvisteløsningsform — domstol, voldgift eller en trinvis model, hvor mediation forsøges først, og voldgift eller domstol følger, hvis mediationen slår fejl.
• Institution og sæde — ved voldgift: navngiv den konkrete institution (fx Voldgiftsinstituttet), antallet af voldgiftsdommere, og voldgiftens sæde (afgørende for, hvilket lands procesregler der understøtter voldgiften).
• Værneting — ved domstolsbehandling: navngiv den konkrete by/domstol, ikke kun "danske domstole".
• Sprog — hvilket sprog sagen føres på, særligt relevant ved en udenlandsk modpart.

Beslutningsramme

• HVIS begge parter er danske, og samarbejdet ikke involverer betydelige beløb SÅ er en simpel klausul om dansk ret og danske domstole normalt tilstrækkelig — voldgiftens ekstra faste gebyr giver sjældent mening for en mindre, rent dansk sag.
• HVIS creatoren eller brandet er baseret uden for EU SÅ er en voldgiftsklausul med henvisning til New York-konventionen typisk det mest robuste valg, fordi en dansk doms håndhævelse i det land ellers er usikker.
• HVIS honoraret eller kommissionsstrukturen er kommercielt følsom SÅ vejer voldgiftens lukkede møder tungere end domstolenes offentlighed.
• HVIS uenigheden sandsynligvis handler om et enkelt, afgrænset spørgsmål (fx forsinket betaling) snarere end en principiel tvist SÅ er en mediationsklausul som første trin ofte den billigste vej til en løsning.

Regneeksempel: hvad koster en tvist? (delvis hypotetisk)

Satserne for retsafgift og Voldgiftsinstituttets gebyrer nedenfor er reelle, offentliggjorte tal (Danmarks Domstole og Voldgiftsinstituttets egne takster, hentet 2026-08-25) — det er kun selve tvistens størrelse i eksemplet, der er opdigtet til at illustrere pointen.

Antag en uenighed om et ubetalt honorar på 150.000 kr. Ved en dansk domstol koster selve sagsanlægget en retsafgift på 1.500 kr., da beløbet overstiger 100.000 kr. — hertil kommer en yderligere berammelsesafgift til selve hovedforhandlingen, som afhænger af sagens værdi (se den konkrete sats på domstol.dk), samt egne advokatomkostninger, der typisk langt overstiger retsafgiften selv. Ved voldgift hos Voldgiftsinstituttet med én voldgiftsdommer betales det faste registrerings-/administrationsgebyr på 9.700 kr. plus et voldgiftsdommerhonorar i intervallet 10.000–15.000 kr. — samlet cirka 19.700–24.700 kr. i institutionelle gebyrer, uden en tilsvarende berammelsesafgift. Pointen er ikke, at voldgift altid er billigst — advokatomkostningerne, som ofte er den største post i begge spor, er ikke medregnet her — men at de faste institutionelle gebyrer er kendte og forudsigelige på forhånd ved voldgift, hvor domstolenes fulde omkostning afhænger af sagens forløb.

Make Influences erfaring

I vores erfaring er lovvalgs- og tvisteløsningsklausulen den, brands oftest kopierer ind fra en gammel skabelon uden at tænke over, om den stadig giver mening — særligt når en aftale, der startede som et rent dansk samarbejde, senere udvides til at omfatte internationale creators. En klausul skrevet til én dansk influencer passer ikke nødvendigvis til et efterfølgende samarbejde med en creator i et land uden for EU, hvor håndhævelse af en dansk dom er en helt anden risiko. Vores anbefaling er at genbesøge klausulen, hver gang et samarbejde krydser en ny landegrænse, frem for at antage, at skabelonens gamle ordlyd stadig dækker den nye situation.

Ofte stillede spørgsmål

Er en lovvalgs- og værnetingsklausul lovpligtig i en influencer-kontrakt?

Nej, men uden den gælder lovens standardregler i stedet — som beskrevet ovenfor ofte til ugunst for den part, der antog, at deres eget hjemlands regler automatisk gjaldt.

Kan vi bare skrive "dansk ret og danske domstole gælder" og lade det være godt nok?

Det tager stilling til lovvalg og værneting, men ikke til, om domstol overhovedet er den rigtige tvisteløsningsform. For et rent dansk samarbejde er det ofte fuldt tilstrækkeligt; for et internationalt samarbejde bør I overveje voldgift som beskrevet ovenfor.

Er en voldgiftskendelse lige så bindende som en dom?

Ja — efter voldgiftsloven er en voldgiftskendelse endelig og kan som udgangspunkt ikke ankes til de almindelige domstole, i modsætning til en byretsdom, der kan ankes til landsretten.

Hvad er forskellen på voldgift og mediation?

Voldgift ligner en privat domstol — en voldgiftsdommer afsiger en bindende kendelse. Mediation er en faciliteret forhandling uden bindende udfald i sig selv; parterne skal selv nå til enighed, og den aftale skal formaliseres separat for at blive bindende.

Skal en mindre, enkeltstående samarbejdsaftale også have denne klausul?

Det koster ingenting at tage stilling til den, selv i en kort aftale — men for et engangssamarbejde med lavt honorar og ingen internationale elementer er en enkel klausul om dansk ret og danske domstole normalt rigeligt; se det skal en influencer-kontrakt indeholde for hvornår en lettere aftaleform generelt er tilstrækkelig.

Gælder det samme, hvis brandet går konkurs, eller creatoren ikke kan betale?

Nej, det er et andet spørgsmål. En lovvalgs- og værnetingsklausul afgør, hvor og efter hvilket lands regler en uenighed afgøres — ikke hvad der sker, hvis modparten reelt ikke har midler til at betale. Se hvad sker der med en influencer-kontrakt, når brandet går konkurs for den situation.

Hvad hvis vi hyrer en international creator som fastansat i stedet for freelance?

Så er det ikke længere et rent kontraktretligt lovvalgsspørgsmål — ansættelsesretten i creatorens eget land vil typisk gælde ufravigeligt, uanset hvad kontrakten siger. Se employer of record eller direkte kontrakt for forskellen mellem de to situationer.

Hvor finder vi de præcise takster for en voldgiftssag?

Voldgiftsinstituttet har en offentlig omkostningsberegner på sin egen hjemmeside, hvor I kan indtaste sagens værdi og få et konkret overslag — brug den frem for de generelle intervaller i denne artikel til en konkret sag.