Non-disparagement-klausuler i influencer-kontrakter: Hvad et brand kan forhindre en tidligere creator i at sige

En non-disparagement-klausul forsøger at forpligte en creator til ikke at udtale sig negativt om brandet — typisk både mens samarbejdet kører, og i en periode efter det er sluttet. Den er ikke det samme som en adfærdsklausul, der styrer creatorens egen opførsel, og heller ikke det samme som en NDA, der beskytter information, ikke meninger. Denne artikel går i dybden med, hvad klausulen faktisk kan dække, hvor længe den bør løbe, og hvorfor den aldrig gyldigt kan forhindre en indberetning af ulovlige forhold til en myndighed.

Dette er praktisk vejledning fra Make Influence, ikke juridisk rådgivning. Den konkrete formulering bør altid gennemgås af en advokat.

Tre klausuler, der ofte forveksles

De tre kan sagtens stå i samme kontrakt samtidig, men de løser tre forskellige problemer og bør formuleres hver for sig — samme princip som allerede gælder for eksklusivitet og konkurrenceklausuler, der heller ikke bør blandes sammen i én linje.

Hvad kan klausulen realistisk dække?

En non-disparagement-klausul kan i praksis kun forpligte til noget, en aftale rent faktisk kan forpligte til: at afstå fra usande eller ondsindede udtalelser, og — inden for en rimelig og afgrænset periode — fra at fremsætte generel, uspecifik kritik i offentlige kanaler. Den kan derimod aldrig gyldigt forhindre en sand udtalelse om et reelt problem, og slet ikke en indberetning, loven selv kræver eller beskytter (se afsnittet om aftalelovens § 36 og whistleblowerloven nedenfor). Det er den samme sondring, en domstol lægger vægt på ved en æreskrænkelsessag: sandhed er som udgangspunkt en gyldig undskyldning, uanset hvad en kontrakt måtte sige.

Ensidig eller gensidig klausul?

De fleste non-disparagement-klausuler, vi ser i influencer-kontrakter, er ensidige — de forpligter kun creatoren, ikke brandet. En ensidig klausul i et langvarigt, ulige forhold (stort brand, lille creator, ingen forhandlingsstyrke) står svagere ved en § 36-vurdering end en gensidig klausul, der forpligter begge parter til at afstå fra at tale nedsættende om hinanden. Samme logik som allerede beskrevet for den omvendte adfærdsklausul: at give modparten samme type forpligtelse koster typisk intet ekstra og gør klausulen lettere at forsvare, hvis den nogensinde skulle prøves.

Hvor længe bør klausulen løbe?

Der findes ingen offentliggjort branchestandard for varigheden af en non-disparagement-klausul specifikt — søgning efter en dokumenteret norm gav kun generiske, kildeløse juridiske indholdssider, som ikke opfylder bevisbaren for dette Academy. Et mere forsvarligt udgangspunkt er at lade perioden efter samarbejdets ophør spejle den periode, der allerede er sat for andre efter-kontrakt-forpligtelser i samme aftale — for eksempel en konkurrenceklausul på 6-12 måneder — frem for at lade non-disparagement-forpligtelsen løbe tidsubegrænset. En tidsubegrænset klausul er præcis den type vilkår, der oftest gør en klausul sårbar efter § 36, se næste afsnit.

Grænsen efter dansk ret: aftalelovens § 36

Der findes ingen dansk lovbestemmelse specifikt om non-disparagement-klausuler. Den relevante bestemmelse er den generelle aftalelovens § 36 (lovbekendtgørelse nr. 193 af 2. marts 2016, retsinformation.dk), der gælder for alle typer aftalevilkår: "En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende." Ved vurderingen lægges der vægt på forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder (§ 36, stk. 2).

I praksis betyder det: en klausul, der forsøger at forbyde enhver form for kritik, uanset om den er sand, og uden tidsbegrænsning, står svagt, hvis den nogensinde skulle prøves ved en domstol. En klausul, der er afgrænset til usande eller ondsindede udtalelser, tidsbegrænset og gensidig, står markant stærkere. Der er ikke fundet nogen offentliggjort dansk retspraksis, der specifikt tester en non-disparagement-klausul i en influencer-kontrakt — vurderingen følger af § 36's almindelige rimelighedsprincip, samme fremgangsmåde som allerede brugt for adfærdsklausuler og konkurrenceklausuler efter kontraktophør.

Kan klausulen forhindre en indberetning til en myndighed?

Nej — i hvert fald ikke gyldigt. Danmark var i 2021 det første EU-land til at gennemføre EU's whistleblowerdirektiv (2019/1937) i national ret, med loven om beskyttelse af whistleblowere. Loven forpligter primært arbejdsgivere til at oprette interne indberetningskanaler for lønmodtagere, men EU-direktivets egen, bredere definition af hvem der kan indberette omfatter også selvstændige samarbejdspartnere i et "arbejdsrelateret" forhold — hvilket typisk vil dække en influencer, der leverer en ydelse til et brand via eget CVR-nummer. Om en selvstændig creator konkret er omfattet i alle sammenhænge er ikke udtømmende afklaret i offentligt tilgængelige kilder for denne relationstype specifikt — men uanset den detalje følger det allerede af aftalelovens § 36's almindelige rimelighedsprincip, at en kontraktklausul, der forsøger at forpligte nogen til at undlade at indberette en reel lovovertrædelse til en myndighed, står på meget svagt grundlag.

Et amerikansk sidespring, der ikke gælder her

Amerikansk lov (Consumer Review Fairness Act, 15 U.S.C. § 45b) gjorde i 2016 non-disparagement-klausuler ugyldige i standardkontrakter mellem en virksomhed og en forbruger — men loven undtager udtrykkeligt arbejdsgiver-lønmodtager- og freelance/independent contractor-aftaler fra sin egen definition af en omfattet "form contract", jf. § 45b(a)(3)(B). De fleste influencer-kontrakter er netop den slags aftale. Pointen er ikke, at amerikansk ret er relevant for et dansk samarbejde — det er den ikke — men at selv i USA ville denne specifikke lov ikke automatisk beskytte en influencer mod en non-disparagement-klausul i egen kontrakt, hvis spørgsmålet skulle opstå med en amerikansk modpart.

Hvad bør klausulen eksplicit undtage?

• Sande udtalelser om et reelt problem — fx en faktisk produktfejl eller leveringssvigt, som creatoren har oplevet direkte.
• Lovpligtige indberetninger — til en myndighed, en tilsynsmyndighed eller inden for en whistleblowerordning.
• Vidneforklaring eller udtalelser i en rets sag eller myndighedssag, hvor creatoren er forpligtet til at udtale sig sandfærdigt.
• Almindelig, saglig forbrugerkritik et sted, creatoren i øvrigt har ret til at anmelde et produkt eller en oplevelse — fx en reel anmeldelse af et produkt, creatoren selv har købt uden for samarbejdet.

En klausul, der eksplicit undtager disse fire situationer, er både mere sandsynlig at holde ved en § 36-vurdering og lettere for begge parter at forstå, hvad den faktisk dækker.

Regneeksempel (hypotetisk)

Tallene nedenfor er et opdigtet eksempel til illustration — ikke en reel kundesag, og ikke satser Make Influence bruger eller anbefaler.

En influencer indgår en etårig ambassadøraftale til 240.000 kr. (20.000 kr./måned) — samme illustrative aftale som i artiklen om konkurrenceklausuler efter kontraktophør. Kontrakten indeholder en non-disparagement-klausul, der løber i 12 måneder efter aftalens udløb, med en konventionalbod på 20.000 kr. (én måneds honorar) pr. bekræftet brud.

Scenarie A: Ti måneder efter aftalens udløb poster influenceren en sand, konkret beskrivelse af et produkt, der gik i stykker efter kort tids brug, og opfordrer følgere til selv at undersøge sagen. Brandet forsøger at gøre boden gældende. Fordi udtalelsen er sand og beskriver et reelt, oplevet problem, står klausulen svagt ved en § 36-vurdering — sandhed er som udgangspunkt en gyldig undskyldning, uanset kontraktens ordlyd.

Scenarie B: Samme influencer poster i stedet en usand påstand om, at brandet bevidst har snydt kunder — en påstand, influenceren ikke kan dokumentere, og som ikke er baseret på egen oplevelse. Her står klausulen markant stærkere, fordi den netop er skrevet til at ramme usande eller ondsindede udtalelser, ikke sand kritik.

Forskellen mellem de to scenarier — ikke selve boden — er det, der reelt afgør, om klausulen holder.

Beslutningsramme

HVIS klausulen forsøger at forbyde enhver form for kritik, uanset sandhedsværdi → afgræns den til usande eller ondsindede udtalelser, ellers står den svagt efter § 36.

HVIS klausulen er tidsubegrænset → sæt en periode, der spejler andre efter-kontrakt-forpligtelser i samme aftale, fx 6-12 måneder.

HVIS klausulen kun forpligter creatoren, ikke brandet → overvej at gøre den gensidig — det koster som regel intet ekstra og styrker klausulen ved en eventuel prøvelse.

HVIS creatoren har oplevet et reelt problem med produktet → en non-disparagement-klausul kan ikke gyldigt forhindre en sand beskrivelse af det, uanset hvad kontrakten siger.

HVIS der er tale om en indberetning til en myndighed → klausulen kan aldrig gyldigt forhindre den, uanset formulering.

Almindelige fejl

• At formulere klausulen så bredt, at den forsøger at forbyde enhver kritik, sand som usand. Det er præcis den type vilkår, en domstol er mest tilbøjelig til at tilsidesætte efter § 36.
• At lade klausulen løbe tidsubegrænset. Spejl i stedet en periode, der allerede er sat andre steder i samme kontrakt.
• At tro klausulen kan forhindre en lovpligtig indberetning. Det kan den aldrig gyldigt, uanset ordlyden.
• At gøre klausulen ensidig i et forhold med tydelig styrkeforskel. En gensidig klausul står stærkere og koster typisk intet ekstra.
• At forveksle non-disparagement med en NDA eller en adfærdsklausul. De løser tre forskellige problemer — se sammenligningstabellen øverst.

Make Influences perspektiv

Efter vores erfaring opstår de fleste konflikter om, hvad en tidligere creator har sagt offentligt, ikke fordi der manglede en klausul, men fordi samarbejdet i forvejen var afsluttet på dårlige vilkår — en ubetalt rate, en uklar forventning, eller en kill fee, der aldrig blev afregnet ordentligt. En velformuleret non-disparagement-klausul er sjældent det, der reelt forebygger den slags; en ordentlig afslutning på selve samarbejdet gør typisk mere. Dette er vores operationelle erfaring med at drive influencer- og UGC-programmer, ikke en juridisk konklusion.

FAQ

Kan en non-disparagement-klausul forhindre en sand, negativ anmeldelse?

Nej, ikke gyldigt — en klausul, der forsøger at forbyde sande udtalelser om et reelt problem, står svagt ved en § 36-vurdering, uanset kontraktens ordlyd.

Er en non-disparagement-klausul det samme som en adfærdsklausul?

Nej. En adfærdsklausul styrer creatorens egen opførsel og giver brandet ret til at afslutte samarbejdet. En non-disparagement-klausul styrer, hvad creatoren siger om brandet — den giver ikke i sig selv nogen opsigelsesret.

Er den det samme som en NDA?

Nej. En NDA beskytter information, der ikke er offentlig. En non-disparagement-klausul handler om meninger og udtalelser, ikke om, hvorvidt information er hemmelig.

Kan klausulen forhindre en indberetning til en myndighed?

Nej. Uanset formulering kan en kontraktklausul ikke gyldigt forhindre en lovpligtig indberetning — se afsnittet om whistleblowerloven og aftalelovens § 36 ovenfor.

Bør klausulen være gensidig?

Det styrker klausulen ved en eventuel § 36-vurdering, og det koster typisk intet ekstra for brandet — se afsnittet om ensidige og gensidige klausuler ovenfor.

Hvor længe bør klausulen løbe efter samarbejdets ophør?

Der findes ingen dokumenteret branchestandard. Et forsvarligt udgangspunkt er at spejle en periode, der allerede er sat for andre efter-kontrakt-forpligtelser i samme kontrakt, fremfor at lade den løbe tidsubegrænset.

Hvad hvis kontrakten slet ikke har en non-disparagement-klausul?

Så gælder almindelig dansk ret om æreskrænkelse og injurier som eneste værn — en markant højere bevisbyrde end en kontraktklausul, og typisk kun relevant ved decideret usande, skadelige påstande, ikke almindelig kritik.

Gælder det samme, hvis brandet i stedet vil forhindre en tidligere ansat i at tale negativt?

Nej, det er et andet spørgsmål — den situation er en ansættelsesretlig loyalitetspligt og eventuel fratrædelsesaftale, ikke en kontraktklausul mellem en selvstændig creator og et brand, som denne artikel handler om.

Er dette det samme som en minimumsvarighedsklausul, der kræver, at opslaget bliver online?

Nej — de dækker to forskellige forpligtelser. Se hvor længe skal et sponsoreret opslag være online for den separate klausul, der styrer, om creatoren skal lade selve opslaget blive stående i en bestemt periode — uafhængigt af, hvad de må sige om brandet.

Er dette det samme som en klausul, der kræver, at creatoren afleverer filer eller performance-data tilbage?

Nej — det er en separat forpligtelse om, hvad creatoren aktivt skal aflevere, ikke hvad de må sige. Se post-termination samarbejds- og dataoverdragelsesklausuler for, hvad et brand kan og ikke kan kræve, når et samarbejde slutter.